2021-04-20

BARE EN FROKOST: Søren Le Schmidt

BARE EN FROKOST: Søren Le Schmidt

I denne anden udgave af ”Bare En Frokost” har Anthon besøg af Søren Le Schmidt. Han designer tøj for blandt andre kongehuset, og han er elsker at udfordre sig selv kreativt og bryde reglerne. Men det kræver, at man kender dem.

Hvad spiser vi i dag?

”Vi spiser smørrebrød. Det har lige været påske og jeg forbinder smørrebrød med påskefrokost. Jeg arbejdede hele påsken i år, så vi tager lidt revanche i dag.”

Hvad plejer du at spise til frokost?

"Det der med at spise, det har altid været noget, jeg har gjort på farten. Det skal være noget nemt som jeg kan tage med, så det bliver tit en salat eller en sandwich fra Joe & The Juice. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg spiser frokost hver dag klokken 12.30, for jeg synes, at det er hyggeligt."

Fortæl lidt om, hvad du laver?

”Jeg er designer og uddannet skrædder, og jeg laver primært tøj både til herrer og damer. Det foregår på bestilling, hvor jeg tager mål og laver det hele fra bunden. Jeg startede med det fordi jeg selv har virkelig lange arme, så alt tøj, som jeg købte, var for kort på ærmerne. Så tænkte jeg, at jeg nok ikke var den eneste, som havde et eller andet problem på den front. Og så gav det bare mening at lave det hele fra bunden. At lave det meste af tøjet på bestilling er også en mere bæredygtig tilgang, som minimerer spild.”

BARE EN FROKOST

Hver måned inviterer Bare en T-shirt en spændende gæst til frokost efter gæstens eget valg. Man taler godt over et måltid mad, og frokostpausen giver det lille tiltrængte pusterum midt i en ofte travl hverdag. Vi håber, at du vil læse med. Enten i din frokostpause, eller lige når du vil.

I dag spiser vi smørrebrød fra Hallernes Smørrebrød i København med designer Søren Le Schmidt, som via sit brand af samme navn primært designer tøj på bestilling, men også indgår i forskellige designsamarbejder.

”Man får udfordret sig selv kreativt af at bevæge sig ind på et område, man ikke har så meget forstand på.”

Hvornår fandt du ud af, at du ville arbejde med tøj?

”Egentlig har jeg altid vidst, at jeg skulle den vej. Mine bedsteforældre havde en butik og systue, hvor jeg bare kunne sidde og nørde tøj. Så siden jeg var helt lille, har jeg designet, syet og konstrueret tøj. Jeg syede mit første jakkesæt, da jeg var seks år gammel. Desuden er jeg opdraget til at forvandle en god idé til er reelt produkt. Det var også medvirkende til at jeg tog skræddervejen i stedet for design. Jeg ville gerne dygtiggøre mig inden for håndværket og lære reglerne for konstruktion. Når du kender reglerne, er det lettere at bryde dem, og sammensætte tingene på din egen måde.”

Hvad har været dit livs vigtigste telefonopkald?

”Det var nok da kongehuset ringede første gang og bestilte en kjole til kronprinsessen. Det blev jeg helt vildt beæret og stolt over. Men der skal ikke så meget til at imponere mig, så jeg bliver altid glad, når folk ringer og bestiller tid til at få lavet tøj.”

Er du et A-, eller B-menneske?

”Jeg er et kæmpe A-menneske. Jeg står op mellem klokken fem og seks hver evig eneste morgen. Også når jeg har været ude. Jeg kan ikke sove længere. En sjælden gang i mellem kan jeg godt sove til klokken 10, men så føler jeg at jeg har spildt hele min dag. Jeg møder ind på mit kontor senest kokken 7, og på det tidspunkt møder man ingen mennesker på vejen. Så kan jeg lige gå og vågne stille og roligt. Jeg produktiv tidligt om morgenen, fordi der ikke er nogen forstyrrelser.”

Hvordan var du som barn, og hvad er den vigtigste værdi, du har fået med hjemmefra?

"Jeg var vildt kreativ som barn. Desuden tror jeg, at det med at designe er det eneste, som har fanget min interesse 100 procent. Jeg har gået til alle mulige sportsgrene, men efter en enkelt sæson blev jeg altid træt af det. Jeg har fulgt med i modebranchen, så længe jeg kan huske. Min far er designer og tegner trapper og den slags konstruktioner. Min mor underviser i håndværk og design. Så jeg har det ikke fra fremmede, og jeg er opdraget til at dyrke det kreative, holde det ved lige og turde tage nogle chancer."

Hvad er din største fejltagelse eller lærestreg?

”Jeg er sindssygt dårlig til at lytte til min krop. Jeg havde en periode hvor jeg troede at jeg bare kunne arbejde mig ud af alt. Jeg var i Hong Kong til en masse møder, og jeg var meget presset. Jeg troede jeg godt kunne håndtere det, men det resulterede i at jeg kollapsede ned af en trappe og brækkede den ene arm og flækkede min hage. Jeg havde en tiltagende følelse af at skulle besvime og så pludselig samarbejdede min hjerne og min krop bare ikke. Den episode har lært mig at mærke mere efter, om det hele bliver for travlt. Jeg er begyndt at gå lange ture, som hjælper mig med at slappe af og zoome lidt ud. Jeg tror også, at det har hjulpet, at jeg har rykket mit kontor ud af min bolig. Før følte jeg altid, at jeg var på arbejde, og aldrig rigtigt kunne holde fri.”

Hvad motiverer dig?

"Jeg kan godt lide at arbejde hen imod et konkret mål. Det kan eksempelvis være, at der er modeuge i august, så ved jeg, at jeg arbejder hen imod den. Jeg kan godt lide at have projekter, og gerne flere på en gang. Jeg bliver også motiveret af designsamarbejder. Det kan være sko, smykker eller møbler. Man får udfordret sig selv kreativt af at bevæge sig ind på et område, man ikke har så meget forstand på. Til gengæld er man heller ikke så bundet rent designmæssigt."

Har du et par råd til andre, der går rundt og drømmer om at blive designer?

”Tag ud og eksperimenter og få noget erfaring. Jeg elsker når folk starter deres eget, men jeg tror også at det er vigtigt, at man får noget erfaring og et netværk. Jeg har været glad for at arbejde for andre og se, hvordan de har håndteret forskellige problemer. Så bliver man klogere på, hvad man vil, og hvordan man selv gerne vil drive virksomhed, for det er en hård branche.”

Hvad håber du, at 2021 bringer?

”Jeg håber at jeg kan få mulighed for at vise min kollektion på et show til modeugen. Det var ikke muligt på grund af corona sidst. Og så håber jeg, at vi snart igen får mulighed for at gå til nogle store, flotte fester, hvor vi kan have noget flot tøj på. Det har historisk været sådan, at mennesker efter krisetider har fået ekstra meget lyst til at dresse op.”

Søren Le Schmidt på Instagram

Kurv


Din kurv er tom.

Se vores produkter: