2021-08-24

BARE EN FROKOST: Christian Arnstedt

BARE EN FROKOST: Christian Arnstedt

I fjerde udgave af ’Bare En Frokost’ har Anthon inviteret iværksætter og serieinvestor Christian Arnstedt på frokost. Eller, nærmere omvendt. De to mødes nemlig på Christian Arnstedts kontor i indre København til en snak om drømme, ambitioner, skæve arbejdstider og om det, der virkelig betyder noget, når arbejdsdagen er ovre.

Hvorfor spiser vi hos Blazar Capital?

”Det er, fordi det er her, jeg har min hverdag. Det binder i øvrigt også en sløjfe på vores fælles fortælling, for i sidste sæson af Løvens Hule investerede jeg i BAREEN T-SHIRT – og i jer som hold – så det her sted er på mange måder vores fælles referencepunkt. Vi plejer at have en rigtig god frokost her, men lige i dag står menuen på sandwiches, fordi vores kok fik sin corona-vaccine i går, og den har været lidt hård ved ham. Så vi må undvære hans lækre måltider nogle dage.”

Fortæl gerne lidt om dig selv – hvem er du, og hvad arbejder du med?

"I bund og grund er jeg iværksætter ligesom jer. Jeg kommer fra en baggrund i McKinsey, hvor jeg arbejdede i syv år og lærte, hvordan man optimerer og opbygger store virksomheders digitale forretning. Det var virkelig en fed arbejdsplads, men på et tidspunkt fik jeg lyst til at prøve at bygge virksomheder selv frem for at rådgive andres allerede etablerede virksomheder.

Det ræsonnement endte med Blazar Capital, som jeg har stiftet og driver med mine kollegaer Michael Thomsen, Vasilij Brandt og Pascar Sivam. Vores forretning går i al simpelhed ud på at stifte brands. Vi har været med til at stifte ur-mærket Nordgreen, et kaffebrand i USA, Chamberlain Coffee, og så har vi været med fra starten i MessyWeekend.

På et tidspunkt, da vi havde fået en hel masse erfaring med at bygge e-commerce-virksomheder, tænkte vi, at det kunne være sjovt at finde nye interessante brands, vi kunne hjælpe på vej. Det ledte til min deltagelse som investor i Løvens Hule – og dét ledte til, at vi blev en del af BAREEN T-SHIRT.”

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har lavet eller modtaget?

”Det er uden tvivl, når jeg taler med min familie. Jeg arbejder meget og er ofte på farten eller væk på forretningsrejser, men når det kommer til stykket, er det familien, der er min kerne. De er min base. Det holder jeg blandt andet i hævd ved altid at tage telefonen, når de ringer, og generelt gør jeg en indsats for at holde kontakten, også selvom jeg befinder mig tværs over Atlanten. Det er vigtigt for mig.”

BARE EN FROKOST

Hver måned inviterer BAREEN T-SHIRT en spændende gæst til frokost efter gæstens eget valg. Man taler godt over et måltid mad, og frokostpausen giver det lille tiltrængte pusterum midt i en ofte travl hverdag. Vi håber, at du vil læse med. Enten i din frokostpause, eller lige når du vil.

I dag spiser vi sandwiches med Christian Arnstedt, som er iværksætter og serieinvestor. Du kender ham måske fra DRs succesprogram Løvens Hule, hvor han gennem sin virksomhed, Blazar Capital, investerer i spændende startups – heriblandt BAREEN T-SHIRT.

”Jeg begår fejl hele tiden. Det kan godt være, at jeg sidder i Løvens Hule og giver råd til andre, men der er ingen, der er ufejlbarlige, bestemt heller ikke mig. Jeg forsøger at lære af dem, men det er en lang læringsrejse, som jeg aldrig bliver færdig med.”

Hvad var din skærmtid på din IPhone i sidste uge?

”Den har med garanti været høj. Jeg er ikke typen, der surfer rundt, men jeg taler til gengæld i telefon ca. fem timer hver dag. Lige denne uge har jeg været meget mindre på min telefon end normalt, fordi vi er gået i gang med at optage til den nye sæson af Løvens Hule, og der er reglen, at vi efterlader telefonen uden for studiet. Det nytter jo ikke noget, at telefonerne ligger og brummer i ét væk. Jeg må indrømme, at det faktisk har været superlækkert at give lidt slip på det slave-lignende forhold, jeg har fået til den telefon.”

Hvad er din dårligste vane?

”Det skal du næsten spørge min kone om, for det er jeg sikker på, hun kan svare på. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg er dårlig til at komme helt ned i gear. Jeg kan have svært ved at koble af og holde rigtigt fri. Jeg tror, jeg bliver nødt til at finde en anden modus operandi, når jeg får børn, for ellers bliver det nok lidt svært at få enderne til at mødes.”

Hvad er dine bedste råd til andre med iværksætterdrømme?

”Mange potentielle iværksættere fortæller mig, at de har bakset med en idé flere år, og de tænker dagligt på, hvor meget de vil det. I dét scenarie er deres største modstand, at de er gået så længe uden at komme i gang. Det er fint at tænke nogle måneder, få det formet og etableret, men hvis man har en idé til et simpelt produkt, så bliver det ikke bedre af, at du går og venter i flere år. Hvis I havde gået så længe og overvejet, om I skulle starte BAREEN T-SHIRT , havde I vidst rigtig meget mindre om at drive forretning, end I gør nu.”

Hvad byder resten af 2021 på for dig?

”Lige nu fylder optagelserne til den nye sæson af Løvens Hule i min kalender, og når jeg er færdig med det, skal jeg til bunds i min mail-indbakke og indhente hængepartier. Det kommer til at holde mig travlt beskæftiget noget tid.

Så skal der selvfølgelig noget sjov og ballade tilbage i mit liv. Nu er restauranterne jo åbne igen, verden lukker op, og det skal jeg nyde. Mere spas. Det kan jeg mærke, at jeg har savnet.”

 

Hvad er dit end-goal?

”Jeg vil være med til at stifte virksomheder, der forbliver i rigtig mange år. Jeg går op i at støtte virksomheder, der er på forkant i forhold til bæredygtighed. Det er også derfor, jeg er så glad for jer og for, at jeres t-shirts er GOTS-certificerede

Jeg vil være med til at trække verden i en fed retning.”

Mød Christian Arnstedt på Instagram

Kurv


Din kurv er tom.

Se vores produkter: